Bangladesh
I Bangladesh bor 165 millioner mennesker på et areal der kun er tre gange større end Danmark. 31% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen – de har kun 10 kroner at leve for om dagen. 89% af Bangladesh’ indbyggere er muslimer og 10% er hinduer.
Det er obligatorisk at gå i skole indtil femte klasse, men det er langt fra ensbetydende med, at alle børn faktisk går i skole.
Dansk Børnefond støtter 200 børn i Bangladesh fordelt på tre kostskoler og 70 Madbørn fordelt på 2 landsbyskoler:
Kellogg-Mookerjee Memorial School (KMMS), Bangladesh Adventist Seminary and College (BASC) og Monosapara Seminary and School (MAS). Alle tre skoler er kostskoler og mange børn bor på skolen det meste af året.
KMMS ligger syd for Dhaka i et fattigt landområde. Tidligere tog det omkring 7 timer at køre dertil fra Dhaka, men efter færdigbygning af den cirka 6 KM lange Padma Bridge i 2022, kan det nu gøres på 2-3 timer. Skolen har cirka 600 elever fra børnehave og op til 12. klasse. På skolen er der også et børnehjem for de yngste børn, som ikke har forældre eller hvis forældre ikke kan tage sig af dem – for eksempel hvis en af forældrene er døde. KMMS er en fattig skole og det er svært for ledelsen at få det hele til at løbe rundt. Dansk Børnefonds sponsorater og tilskud til projekter er til stor gavn.
BASC ligger to timers kørsel nord for Dhaka i et område, der er blevet rigere og rigere efterhånden som Dhaka er blevet større. Skolen rummer cirka 600 elever fra børnehave og helt op til universitetsniveau. Eleverne har mulighed for at fortsætte studier til lærer, sygeplejerske, præst eller studere business. Dansk Børnefond hjælper børn i forskellige aldre, hvis forældre ikke har mulighed for at sendes deres børn i skole uden hjælp. Her har vi også mulighed for at støtte et barns videre uddannelse på universitetsniveau.
MAS ligger ca. 175 km nord for Dhaka i et naturskønt område nær den nordlige grænse til Indien. Skolen har cirka 600 elever, hvoraf de fleste er fra meget fattige familier og de er afhængige af økonomisk støtte for at sikre deres børns uddannelsesmuligheder. Skolen har et børnehjem for de yngste børn, som ikke har forældre eller hvis forældre ikke kan tage sig af dem. Under vores projektbesøg i Bangladesh i 2022 tog vores partner os med op for at besøge skolen – i håb om at vi ville udvide vores støtte til børnene på denne skole. Skolen ligger så langt nordpå, at den er mere isoleret end vores to andre skoler. Selvom vi havde strøm noget af tiden, så havde vi ikke adgang til internet, mens vi var der. Men vi faldt for skolens smukke omgivelser og børnenes charme og vi støtter nu også elever på denne her skole.
Latenga Adventist Pre Seminary i Gopalganj distrikt og Saroskathi Adventist Pre Seminary i Jessore(Jashore) distrikt er landsbyskoler drevet at adventistkirken i det sydlige Bangladesh. Her støtter Dansk Børnefond et madprojekt, der sørger for, at børnene får et måltid mad hver skoledag. Da børnene kommer fra fattige familier, hvor mad ikke altid er en selvfølge, så kan garantien for et måltid i skolen være med til at sikre børnenes fremmøde og forbedre deres indlæringsevner.
Her nogle af de mange børn, som ønsker en uddannelse: Priya Pal, Priyali Pal og Pakhi Pal er 3 ud af en familie på 5 søskende. Efter deres far forlod familien, har deres mor knap nok råd til at forsørge sine børn og slet ikke betale for deres skolegang. Derfor bor børnene det meste af året på KMMS skolen. Skolen giver børnene et sikkert sted, hvor de bliver passet på, får mad og en god uddannelse.
En god uddannelse er vigtig for at kunne sikre en bedre fremtid.
Rapporter fra særlige projekter
2017, Skoletoiletter i landsby, kr.19.500 (Læs mere)
2020, Mad til 250 familier, kr. 30.000 (læs her)
2022, Rent Drikkevand til BASC, kr. 31.000 (læs her)
2022, Nødhjælp til oversvømmelsesofre, kr. 25.000 (læs her)
2023, Rent vand til GAPS, kr. 81.000 (læs her)
2024, Medicinske Undervisningsmaterialer til BANC, kr. 36.000 (læs her)